#2 Februar - Mere styr på investeringerne

5 minutters læsning

Det er tid til en opdatering med, hvordan det går med at gøre min økonomi til en lidt mere selvkørende motor. Jeg har i første omgang valgt at fokusere på at optimere investeringsstrategien. Du kan se min opdaterede portefølje her.

Investeringsgennemgang

Det primære mål fra sidste måned var, at jeg skulle optimere investeringsstrategien, så det er jeg gået i gang med. Jeg har sendt en masse prøveballoner op, hvilket lige nu har gjort det lidt kompliceret, men forventer at simplificere det igen, når jeg finder ud af, hvad der fungerer bedst for mig.

Det første jeg gik i gang med var at regne efter, hvad de årlige omkostninger i procent var på min nuværende investering i mit pengeinstitut. Jeg tog højde for gebyrer, jeg betalte til banken. Kurtage på handlerne og omkostninger ved selve værdipapiret, som alle var forskellige investeringsforeninger. Jeg regnede det for de sidste tre år.

  2016 2017 2018
Gebyrer for at have aftalen 0,54% 0,58% 0,60%
Kurtage 0,4% 0,4% 0,4%
Værdipapiromkostninger 1%* 1%* 1%*
I alt ÅOP 1,70% 1,56% 1,24%

Årsagen til den faldende ÅOP er bl.a. at der blev handlet noget mindre i 2018 end i de foregående år.

Jeg har sendt udregningerne til banken og overvejer lige nu, hvordan jeg kommer videre med min investering i aktier og obligationer. Den endelige beslutning tager jeg, når de har givet deres besyv med.

Jeg har sendt lidt prøveballoner op ift. Darwin og NORD.investments, som er automatiske investeringsrobotter. Desuden er jeg i øjeblikket meget interesseret i Nordnet - og deres månedsopsparing, som har meget lave omkostninger, men stadig kan fungere som investeringer mere eller mindre på auto-pilot.

Jeg har således sat et meget lille beløb ind på Darwin App, som samarbejder med min bank, bare for at se, hvordan det fungerer.

Crowdlending

I løbet af februar er jeg gået massivt ind i crowdlending.

Jeg lavede først den fejl, at jeg lavede overførsler fra min bank direkte til crowdlending platformene. Men der skal jeg betale et ret stort beløb hver gang for selve overførslen, og de veksler til Euro med en lidt dårligere kurs end markedsprisen.

Derfor skulle jeg have en måde, hvor jeg kunne komme uden om dette. Der er to ret udbredte måder at lave internationale overførsler på. Jeg kan godt lide Revolut. Her kan du overføre penge i DKK og i App’en på telefonen veksle til Euro til bankernes kurs så længe du gør det i banking hours. Du får også et betalingskort, hvor det er gratis at betale udlandet, hvilket jo også er værd at tage med.

Pengene kan også overføres med TransferWise, som mange snakker godt om, men det har jeg aldrig selv brugt.

Jeg har oprettet mig selv på en række nye forskellige crowd funding platforme, som jeg selv har fået anbefalet. Jeg har med vilje spredt mine forsøg over mange forskellige platforme - mest for at se, hvilke platforme, jeg bedst kan lide, men også som en ekstra sikkerhed, hvis platformen ikke leverer et ordentligt resultat eller på andre måder giver problemer, så er det kun en del af porteføljen.

  • Mintos (DKK). Hvis du bruger referral link, så får vi begge 0,75% ekstra af dit investerede beløb.
  • Mintos (EUR). Hvis du bruger referral link, så får vi begge 0,75% ekstra af dit investerede beløb.
  • Grupeer (EUR). Giver et relativt godt afkast og virkelig let at bruge med fin auto-invest funktion.
  • Trine (EUR). Trine leverer bæredygtige løsninger. Afkastet er ikke så godt som de andre platforme, men til gengæld bliver der sat solpaneler op.
  • Bondora (EUR). Jeg bruger Bondora Grow&Go, som giver omkring 6,5% i rente. Det er en fast rente, og jeg kan komme ud af lånet fra den ene dag til den anden, så egentlig kan det forstås som en opsparing.
  • ReInvest24 (EUR). Jeg ville gerne have lidt ejendomme ind i porteføljen, men jeg vil ikke i gang med at udleje boliger. Derfor var det en relativt let måde at komme med på ejendomsbølgen.

Med crowdlending skal du lige være opmærksom på skattereglerne. Da de alle er udenlandske selskaber, så skal du selv manuelt indberette skat. Derfor vil det reelle indtjening også være lavere end de renter, der opgives på de enkelte sider.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvordan min øgede investering i crowdlending kommer til at præstere i løbet af de næste måneder.

* Ovenstående har referral links, som vi begge typisk får noget ud af, hvis du klikker på dem. Jeg investerer selv et pænt beløb på de platforme, jeg har præsenteret - og hvis jeg har dårlige oplevelser med dem, så skal jeg nok rapportere dem her på siden. Jeg har endnu ikke trukket penge ud af platformene, men vil lave en opdatering, når jeg gør det for at fortælle hvor nemt det er, og hvordan det foregår.

Min nuværende fordeling i crowd funding ser nu sådan her ud:

  Udbydere Auto Lån Andel
Flexfunding (DKK) En Nej 15 56%
Mintos (DKK) Flere Ja 37 26%
Mintos (EUR) Flere Ja 92 9%
Grupeer (EUR) Flere Ja 40 3%
Trine (EUR) En Nej 1 2%
ReInvest24 (EUR) En Nej 2 3%
Bondora (EUR) Flere Ja - 1%

Mit mål ift. næste måned er at udvide porteføljen af crowdlending, men også at balancere porteføljen lidt mere, så jeg på den enkelte platform kan komme tættere på 100 lån, hvis det kan lade sig gøre ift. Platformens opbygning.

Jeg vil også den næste måned bruge lidt tid på, at analysere om låneudbyderen ejer platformen selv, eller platformen har flere låneudbydere.

Fordeling af investeringer

Type Start Fordeling XIRR
Investering i Bank 2013 89,68% 2,80%
crowdlending 2017 9,93% 2,29%
Ejendomsinvestering 2018 0,11% 6,66%

Den interne rente på crowdlending er faldet, fordi jeg har tilføjet en masse nye udbydere til mit portfolio - og de færreste af dem har fået tilbagebetaling på lånene endnu. Det bliver sjovt at se, hvordan det går i næste måned.

Ejendomsinvesteringerne er ReInvest24, som er mit første forsøg med at lave crowdlending på ejendomsmarkedet.

Spørgsmål

  • Hvordan skal min nøjagtige portefølje se ud - hvor meget skal være i investeringer, crowdlending, andre typer investeringer og opsparing?
  • Hvad skal min samlede strategi være?
  • Skal ejendomme være en del af porteføljen?

Mål for marts

  • At få flyttet min investeringer i aktier og obligationer til Nordnet.
  • At få ændret porteføljen i Nordnet, så den på sigt vil give større afkast.
  • Hvordan skal jeg automatisere opsparingen - og hvad er der råd til?
  • Hvordan kan jeg generere en lille passiv indkomst også?

Hvis du kan lide sitet, så klik dig videre fra de forskellige links eller støt sitet ved at købe mig en kop kaffe eller gennem Flattr.

Køb mig en kaffe Køb mig en kaffe


Disclaimer: iFire.dk modtager kommission gennem affiliate links og omtale af udvalgte finansielle produkter og services. Disse links er markeret med (*). Jeg anstrenger mig for at være neutral og objektiv, og jeg har selv investeret og brugt alle værktøjer på sitet.

Jeg fralægger mig ethvert ansvar for aktualitet, nøjagtighed, og gyldighed af oplysningerne på dette website. Jeg kan ikke holdes til ansvar for evt. tab på baggrund af information.


Skriv en kommentar