Online services - og hvad har jeg egentlig brug for?

7 minutters læsning

Det er ikke småting, man efterhånden har liggende i skyen - og som man får lov til at betale for. Jeg gik egentlig i gang med at tænke over det for tre måneder siden, men har første fået gennemgået det hele nu. Jeg tog udgangspunkt Spiir, hvor kategorien Online Services & Software samler det hele for mig.

Hvis du er lige så spændt som mig på, hvad besparelsen endte med at blive, så kig nederst i artiklen.


Online services

Lastpass - husk adgangskoder

Jeg har uhuskeligt mange forskellige adgangskoder til alle mine platforme og onlinetilstedeværelse. Derfor bruger jeg LastPass, som er min helt uundværlige kode-husker. Den kan jeg slet ikke undvære.

Gratis Password Manager fra Last Pass*

Google Drive - til alt

Jeg bruger Google Drive til næsten alt, hvad jeg laver. Det betyder også, at jeg har alle mine dokumenter og lignende liggende der, så jeg har automatisk backup. Jeg ville egentlig også gerne bruge Google Drive til backup af mine billeder, men prisspringet fra deres 2TB-plan til den næste er helt urimeligt. Jeg betaler 79 DKK pr. måned for Google Drive-pladsen. Jeg startede med at få alt mit arbejdsrelaterede lagt over på skolens Google Suite-domæne, og så har jeg lidt plads at gøre godt med igen.

Dropbox

Før jeg begyndte at smide det hele på Google Drive, så brugte jeg Dropbox* rigtig meget. Jeg har stadig en del liggende der. Dropbox er billigere end Google Drive, da det kun koster 99 U$D pr. år for 2TB. Jeg har været rigtig glad for Dropbox, men jeg nedgraderer til den gratis plan. Det kræver en del oprydning, men heldigvis er det meste noget, jeg bare kan flytte til Google Drive eller slette.

Få 5G gratis på Dropbox*

Microsoft OneDrive

Microsoft OneDrive - her har jeg 5GB gratis som jeg bruger som en buffer. Det er imidlertid noget billigere at få mere plads på OneDrive. Jeg betaler ikke for det, og sådan skal det fortsætte. Jeg satser fortsat på Google Drive så længe jeg kan have det hele der.

Evernote til noter

Jeg har i mange år brugt Evernote til mine noter, hvilket jeg har været godt tilfreds med, men nu har jeg nedgraderet til den gratis version, som lige nu er nok til det, jeg bruger Evernote til.

Få Evernote*

CrashPlan - til backup

Jeg har i mange år brugt CrashPlan til min backup - og hvor jeg havde en del computere sat op. Jeg har aldrig haft brug for rent faktisk at hente noget derfra, men man ved jo aldrig. Det startede som en rigtig billig måde, men for et par år siden skiftede de prisstruktur, så nu betaler man 10 U$D pr. computer pr. måned. Jeg opdagede at jeg havde nogle gamle computere, som der stadig blev lavet backup af. Dem fik jeg hurtigt slettet, så jeg kun betaler for en computer. Derfor ville jeg egentlig gerne finde et andet sted, men det er ikke lykkes mig at finde en rigtig god metode endnu. Jeg laver stadig backup på min primære computer, men forventer at få det udfaset hurtigst muligt.

Zotero - referencemanager

Jeg betaler 120 DKK årligt for at have mere plads på Zotero. Jeg kunne sagtens lave et workaround med enten Google Drive eller Dropbox, men foreløbigt så vil jeg gerne støtte udviklingen af Zotero, som er open source, lidt.

Zetland

Jeg nyder at læse Zetlands artikler eller høre udvalgte af artiklerne som Podcasts, og samtidig kan jeg dele mit Zetland abonnement med to ekstra medlemmer. Det kan altså betale sig at gå sammen om Zetland. Jeg betaler 99,- kroner om måneden.

Google Play Music

Jeg betaler 99 DKK pr. måned for Google Play Music, hvor jeg bl.a. har uploadet alt mit eget musik, men også kan lytte til alt andet musik. Hvis jeg bliver træt af at betale, så har jeg stadig adgang til alt mit eget musik - og det kunne sagtens være, at jeg skulle forsøge at stille det i bero.

Streaming af fjernsyn - Netflix etc.

Jeg betaler ikke noget for at streame fjernsyn. Jeg bruger udelukkende DR eller streaming tjenesternes gratis tilbud, fx 1 måned gratis på Netflix.

Amazon Webservices - Cloud9 og S3

Her betaler jeg omkring 80DKK hver måned for den tid jeg bruger. Noget af det er Cloud9, mens noget andet er en S3 bucket, som bruges til backup på min gamle hjemmeside. S3 bucket skal naturligvis lukkes ned hurtigst muligt. Jeg vil se om jeg kan mindske udgifterne til Cloud9, da jeg ikke bruger alle de miljøer, jeg har sat op, men det er til gengæld virkelig rart, at man har et udviklingsmiljø let tilgængeligt uden at skulle sætte sin egen maskine op til det.

Digital Ocean - hosting af websites

Jeg har i mange år brugt DigitalOcean* til at hoste mine hjemmesider. Der kan man lave sin egen server, som man kan sætte op som man vil. Det kører virkelig godt, og jeg har bl.a. kørt Drupal-sites derfra. Hvis du bruger mit referral link, så får du $50 i kredit den første måned. Min plan er at lukke ned for DigitalOcean i den nærmeste fremtid, da jeg er begyndt at lave statiske websites med Jekyll i stedet, som jeg kan hoste gratis på Github Pages.

Opret server på Digital Ocean*

Screen-o-matic

Jeg betaler 1 USD om måneden for at kunne lave screencasts virkelig nemt. Man kan også få servicen gratis, men jeg havde på et tidspunkt brug for at gøre en lille smule mere. Lige nu bruger jeg det næsten aldrig, så jeg opsiger abonnementet.

Call Me telefoni

Jeg har det mindste Call Me abonnement, hvor jeg har EU 10 timer og 30 GB data, hvor jeg har 7 GB i EU. Det er jeg sådan set tilfreds med. Jeg har imidlertid gennemgået mit samlede dataforbrug for hele 2017-2019. Jeg har ikke i en eneste måned brugt over 10 GB. I 2019 har jeg ikke en eneste gang brugt over 5GB data på en måned. Det er altså også et oplagt sted at kigge lidt på en besparelse.

Ewii Internet

Jeg har Internet hos Ewii og giver 179,- om måneden. Det kører stabilt og fint - og jeg har ikke fundet noget der lige umiddelbart er billigere.


Besparelse

Service Pris Besparelse Pris efter
Lastpass - husk adgangskoder 0 / mdr 0 / mdr 0 / mdr
Google Drive - til alt 79 / mdr 0 / mdr 79 / mdr
Dropbox 79 / mdr 79 / mdr 0 / mdr
Microsoft OneDrive 0 / mdr 0 / mdr 0 / mdr
Evernote til noter 36 / mdr 36 / mdr 0 / mdr
CrashPlan - til backup 259 / mdr 174 / mdr 85 / mdr
Zotero - referencemanager 10 / mdr 0 / mdr 10 / mdr
Zetland 99 / mdr 0 / mdr 99 / mdr
Google Play Music 99 / mdr 0 / mdr 99 / mdr
Streaming af fjernsyn - Netflix etc. 0 / mdr 0 / mdr 0 / mdr
Amazon Webservices - Cloud9 og S3 75 / mdr 15 / mdr 60 / mdr
Digital Ocean - hosting af websites 165 / mdr 165 / mdr 0 / mdr
Screen-o-matic 7 / mdr 7 / mdr 0 / mdr
Call Me telefoni 99 / mdr 0 / mdr 99 / mdr
Ewii Internet 179 / mdr 0 / mdr 179 / mdr
I alt 1186 / mdr 476 / mdr 710 / mdr

Jeg har helt sikkert været lidt skødesløs med at bibeholde services, jeg ikke rigtig har brugt længere, men nogle timers arbejde for at gennemgå alle mine onlineservices hele har alligevel sparet mig for 476 kroner om måneden. Det er jo også værd at tage med.

Samtidig har jeg stadig mulighed for at spare lidt på mit telefonabonnement og på backup hos CrashPlan, så måske kan jeg komme endnu højere op, når jeg lige kigger på det igen senere.

Hvis du kan lide sitet, så klik dig videre fra de forskellige links eller støt sitet ved at købe mig en kop kaffe eller gennem Flattr.

Buy me a coffeeBuy me a coffee


Disclaimer: iFire.dk modtager kommission gennem affiliate links og omtale af udvalgte finansielle produkter og services. Disse links er markeret med (*). Jeg anstrenger mig for at være neutral og objektiv, og jeg har selv investeret og brugt alle værktøjer på sitet.

Jeg fralægger mig ethvert ansvar for aktualitet, nøjagtighed, og gyldighed af oplysningerne på dette website. Jeg kan ikke holdes til ansvar for evt. tab på baggrund af information.


Skriv en kommentar