Hvad har inspireret mig til økonomisk uafhængighed?

5 minutters læsning

Den anden dag fik jeg nogle spørgsmål i forbindelse med et skoleprojekt. Det er lidt længe siden jeg har fået lavet en opdatering her på siden, så jeg tænkte, at jeg ville svare grundigt på spørgsmålene om finansiel uafhængighed og samtidig give eleverne svar på deres spørgsmål.

Jeg synes det er nogle rigtig gode spørgsmål, de har stillet. Nu kan du selv læse, om jeg formår at give dem nogle gode svar.

Vi har læst på din hjemmeside, at du søger efter økonomisk uafhængighed. Hvad har inspireret dig til at gå den her vej?

Jeg fik for alvor øjnene op for finansiel uafhængighed efter at have set Stå af hamsterhjulet - med penge nok til resten af livet. Jeg holder rigtig meget af mit arbejde, men jeg kan godt lide ideen om, at jeg bare kan tage fri, hvis jeg fik lyst til det uden at skulle være bekymret for min økonomi.

Jeg blev særligt interesseret i renters rente og derved få investeret en så stor del af mine penge som muligt, så de langsomt vil blive mere værd.

Kort fortalt, hvad betyder det at en person er økonomisk fri?

For mig betyder det at være økonomisk fri, at jeg ikke er afhængig af at skulle gå på arbejde for at tjene så mange penge for at kunne eksistere.

For mig hænger økonomisk frihed sammen med rigdomsformlen.

Tjene mere. Jeg har et arbejde jeg er godt tilfreds med, men jeg har eksperimenteret lidt med at skabe passiv indkomst, dels fra et par hjemmesider, men også fra mine investeringer.

Forbruge mindre. Efter jeg fik interessen for, hvad det vil sige at være økonomisk uafhængig har jeg kraftigt reduceret, hvad jeg bruger penge på. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over det, men jeg gennemgik alle mine abonnementer, forsikringer og kiggede på om jeg skulle smøre en madpakke i stedet for at købe en sandwich i byen. Det er lykkes at spare mange penge ved bare at være mere opmærksom på, hvor pengene fosser hen. Jeg brugte især Spiir til at få styr på min opsparingsrate.

Investere mere. At jeg gerne vil maksimere, hvor meget jeg investerer, har hjulpet med at sætte mit nuværende forbrug i relief. I stedet for bare at vurdere om jeg har lyst til en cafe latte, når jeg går rundt i byen, så sætter jeg det op mod, om jeg har mere lyst til at købe kaffen end til at investere. Det har også gjort, at jeg sætter endnu mere pris på kaffe, når jeg vælger at købe den.

På mange punkter er jeg efterhånden økonomisk fri. Jeg har lavet mange fejl undervejs i processen, som har gjort, at jeg har tænkt meget mere på penge, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har fx investeret lidt dumt undervejs i noget, jeg konstant skulle vedligeholde i stedet for at følge min hjerne og gøre det meget enkelt og automatisk. Så er jeg blevet draget lidt af løftet om lette penge.

Hvad kræver det af dig, hvis du gerne vil nå dit mål?

For mig handler økonomisk frihed allermest om at være tilfreds med det, man har. Jeg har sænket mit forbrug, hvilket gør, at jeg har brug for at skulle tjene færre penge. Det kræver af mig, at jeg jævnligt lige kigger på min økonomi for at se, hvordan det ser ud med den - og for at se om der er noget. Så det kræver opmærksomhed.

Jeg tjener stadig det samme, men fokus på tankegangen om at være økonomisk uafhængig gør også, at jeg sætter mit arbejde i perspektiv. Giver det stadig mening for mig at lave det, jeg gør?

Hvornår tog du beslutningen om at opnå økonomisk frihed?

Jeg blev meget mere bevidst om det efter at have set udsendelsen Stå af Hamsterhjulet på DR. Derefter åbnede jeg også bloggen som en måde at holde mig selv lidt oppe på mit nye mål - og for at lære noget undervejs.

Som vi forstår det, tjener du penge på anderledes måder end mange andre mennesker gør. Hvad er det specifikt du gør for at tjene penge?

I øjeblikket er min primære indkomst stadig et almindeligt lønarbejde. Jeg investerer en stor del af mine penge, så det er ikke så meget anderledes en mange andre mennesker. Jeg har imidlertid eksperimenteret lidt med at forsøge at skabe en passiv indkomst fra hjemmesider. Det er imidlertid et rigtig stort arbejde, og lige nu er det minimalt, hvad jeg tjener den vej. Jeg håber imidlertid snart, at nogle af anstrengelserne bærer lidt mere frugt.

Har du andet arbejde, du laver ved siden af?

Jeg har et almindeligt lønarbejde, så at blive økonomisk fri og tankerne omkring det, er noget jeg sysler med i min fritid. Men mit lønarbejde er en del af ligningen for ikke at skulle tænke for meget på økonomi i min hverdag.

Hvis du før har været på en fast indkomst, hvordan har det så været at gå fra fast indkomst til at være selvstændig?

Jeg har et arbejde jeg er rigtig glad for. Jeg har også haft selvstændig virksomhed i fritiden, men det gør ikke en økonomisk uafhængig. Det giver selvfølgelig mulighed for at arbejde med det, man gerne vil. For mig er der imidlertid også mange ting i det selvstændige liv, som kan give økonomisk stress, hvis man har brug for en vis indkomst.

Jeg bruger min økonomisk frihed til at vide, at jeg bare kan sige, at jeg gerne vil arbejde 50%, hvis jeg kan få min arbejdsplads til at gå med til det.

Hvad vil du anbefale til en person der var helt ny til emnet, og gerne selv ville være selvstændig og økonomisk fri?

Hvis man gerne vil være økonomisk fri, så ville jeg starte med at kigge på forbruget, og hvad man bruger penge på. Når du har fundet ud af det - og formentlig fået lavet et kæmpe oprydningsarbejde i din privatøkonomi, så ville jeg kigge på at investere pengene på en enkel måde.

Jeg endte selv med at gøre mange ting indviklet, fordi jeg gerne ville lære noget om de enkelte dele. Jeg brugte rigtig mange timer på at tænke over økonomi, og jeg jo længere jeg kom ind i det, desto tydeligere blev det, at dette ikke skabte økonomisk frihed at tænke så meget på økonomi.

At investere er imidlertid med til at holde mig op på målene om at bruge penge fornuftig og at kunne nøjes. Min oprindelige plan var at investere i verdensindekset ud fra en passiv investeringsfilosofi. Det ærgrer mig virkelig, at jeg ikke bare holdt fast i den. Det har uden sammenligning været den del af mine investeringer, som alligevel er endt med at give det bedste afkast ved brug af færrest mulig hjernekapacitet.

Konklusion

Hvis du gerne vil læse mere om mine tanker, og hvordan jeg har grebet den økonomiske uafhængighed an i flere detaljer, så kig rundt på bloggen. Du kan fx kigge under inspiration.

Skriv en kommentar