Discloure: Links markeret med asteriks (*) er reklamelinks. Hvis du bruger linket, tjener jeg kommision, og du får måske en bonus.
Hvordan forbereder du dig på dit digitale efterliv?
For de fleste er det en god idé at forholde sig til sin digitale arv. Særligt hvis du investerer, kan det have enorm betydning, at du har gennemtænkt, hvordan dine efterladte kan få fat i værdierne i værdipapirer, aktier, crowdlending og kryptovaluta.
Ingen ønsker at risikere, at en formue går i graven, blot fordi man var den eneste, der kendte adgangskoden eller den private nøgle.
Formuer på danske platforme, som er knyttet op på dit cpr-nummer, håndteres typisk automatisk via skifteretten. Men investerer du på udenlandske platforme eller i private krypto-wallets, er det afgørende, at dine efterladte ved, at kontiene eksisterer – og hvordan de logger ind.
Dertil kommer dit digitale eftermæle: Dine private data, fotoarkiver og sociale profiler.
Her er en guide til, hvordan du sikrer din digitale arv.
1. Saml dine adgangskoder og opsæt nødadgang
Det vigtigste skridt til en sund digital hygiejne er at bruge en krypteret password manager. Det sikrer ikke alene stærke adgangskoder i hverdagen, men gør det også muligt at give dine pårørende én samlet nøgle til alle dine konti.
Sørg for at samle koder til:
- Finansielle platforme og cloud-tjenester
- Udenlandske børser og crowdlending-konti
- E-mail-konti og abonnementer
Vælg en sikker password manager
Tidligere brugte jeg LastPass, men i dag bruger jeg Bitwarden. Du kan læse mere om password managers.
Begge tjenester tilbyder funktioner som Emergency Access (Nødadgang). Her kan du angive en betroet pårørende. Hvis vedkommende anmoder om adgang til din boks, og du ikke afviser anmodningen inden for f.eks. 7–14 dage, får de automatisk adgang til dine gemte koder.
Tip: Organiser dine koder i mapper, så dine finansielle konti og krypto-instruktioner ligger klart adskilt fra hverdagens mindre vigtige logins.
2. Hvad med tofaktorgodkendelse (2FA) og telefonen?
Mange af dine vigtigste konti er beskyttet af to-trins-godkendelse (2FA), f.eks. via en godkendelses-app eller en SMS-kode sendt til din telefon.
For at dine efterladte kan gennemføre et login, skal de have adgang til din telefon.
Hvordan løser du det?
- Nødkode til telefonen: Efterlad en fysisk kuvert med PIN-koden til din telefon (eller adgangskoden til din hoved-SIM-kode) sammen med dine øvrige vigtige papirer/testamente.
- Genopretningskoder: Gem 2FA-genopretningskoder (backup-koder) direkte i din password manager.
3. e-Boks, Digital Post og vigtige dokumenter
I Danmark får skifteretten og bobehandleren adgang til din e-Boks og Digital Post som en del af dødsboet.
Hvis du ønsker, at din ægtefælle eller nærmeste arving skal have adgang til vigtige papirer eller instrukser før boet er opgjort, kan du uploade egne dokumenter til e-Boks og benytte deres funktion til adgangsdeling af bestemte mapper.
4. Sociale medier og fotoarkiver
Vores digitale minder ligger i dag spredt ud over skyen. De store tech-giganter har heldigvis indbygget værktøjer, der lader dig bestemme, hvad der skal ske med din konto efter din død.
Apple (iPhone / iCloud)
Apple tilbyder funktionen Arvekontakt (Legacy Contact). Under indstillinger på dit Apple-ID kan du vælge én eller flere personer, der ved fremvisning af en digital nøgle og dødsattest kan få adgang til dine fotos, beskeder og iCloud-sikkerhedskopier.
Hos Google kan du oprette en plan via ‘Administration af inaktiv konto’. Her vælger du, hvornår Google skal betragte din konto som inaktiv (f.eks. efter 3 eller 6 måneder uden login), og hvem der derefter skal modtage besked og udvalgte data.
Facebook & Instagram
- Facebook: Du kan udpege en eftermælekontakt, som kan administrere et mindesmærke på din profil, eller vælge at profilen slettes permanent ved dødsfald.
- Instagram: Pårørende kan anmode om at omdanne profilen til et mindesmærke eller få den slettet.
LinkedIn & X (Twitter)
Begge platforme giver pårørende mulighed for at indsende dokumentation for at lukke og slette profilen for at undgå identitetstyveri.
Konklusion: Tag stilling i tide
At forberede sin digitale arv handler om at udvise rettidig omhu over for dem, man lader tilbage.
Et godt udgangspunkt er tre enkle trin:
- Opret en sikker password manager og tilføj en nødkontakt.
- Lav en overskuelig liste over dine udenlandske konti, investeringer og krypto-wallets.
- Slå “Inaktivitetskontakt” og “Arvekontakt” til på dit Apple-ID, Google og Facebook.
Har du selv taget stilling til din digitale arv og sikret dine koder?
Hvis du kan lide sitet, så klik dig videre fra de forskellige links eller støt sitet ved at købe mig en kop kaffe.
iFire.dk modtager kommission gennem affiliate links, markeret med (). Jeg har selv investeret i og brugt alle værktøjer, jeg omtaler. Læs mere i min Disclaimer.
Skriv en kommentar