Siden vi for alvor startede vores rejse mod økonomisk uafhængighed (FIRE), har vi ledt med lys og lygte efter faste udgifter i budgettet, som vi kunne skære væk – uden at det gik ud over vores livskvalitet.

En af de mest indlysende, men også lidt grænseoverskridende poster var: Frisørregningen.

Hår gror jo som bekendt konstant. Derfor er klipning en tilbagevendende udgift, der hurtigt løber op. Men fordi håret netop gror ud igen, kan du også roligt kaste dig ud i at lære at klippe det selv. Laver du en fejl, går der et par uger, og så er det vokset ud igen.

I dag er der ingen herhjemme, der går til frisør. Vi klipper hinanden, og det sparer os for rigtig mange penge hvert eneste år.

Her deler jeg vores erfaringer, og hvordan du selv kan komme i gang.

Hvad kan du spare på hjemmeklipning i 2026?

Frisørpriserne har fået et ordentligt nyk opad de seneste år. Hvis du og familien normalt bliver klippet hos en frisør, er her et realistisk bud på, hvad det koster en almindelig familie om året:

Familiemedlem Klip pr. år Pris pr. klip Pris pr. år
Far 4 350 kr. 1.400 kr.
Søn 4 300 kr. 1.200 kr.
Mor 2 550 kr. 1.100 kr.
Datter 2 400 kr. 800 kr.
Total pris     4.500 kr.

Antallet af frisørbesøg i dette eksempel er endda sat meget konservativt. Alligevel koster det hurtigt 4.500 kroner om året at holde familiens lokker i skak. Og det er uden hårfarvning, striber eller dyre frisørprodukter!

FIRE-regnestykket: Hvad bliver pengene til?

Som investor kan jeg ikke lade være med at kigge på alternativomkostningerne. Hvad sker der, hvis du tager de 4.500 kr., I sparer hvert år på frisøren, og investerer dem i en bred indeksfond med et gennemsnitligt afkast på 7%?

Over 10 år vil jeres hjemmeklipning (takket være renters rente) vokse til en formue på omkring 66.000 kroner! Det er alligevel en ret god timeløn for at svinge saksen i badeværelset et par gange om måneden.

Vores erfaringer: Hvordan kommer man i gang?

Starten var da lidt nervepirrende. Man vil jo helst ikke skamklippe sine børn eller sig selv.

Men vi fandt hurtigt ud af, at det slet ikke er så svært, hvis man starter simpelt. Pigernes hår bliver i dag klippet med en god saks, mens manden og drengene i huset bliver klippet med en hårtrimmer.

Det vigtigste tip: Lad være med at bruge køkkensaksen! Det koster et par hundrede kroner at købe en rigtig frisørsaks og en fornuftig trimmer (f.eks. en fra Braun eller Panasonic). Den investering er tjent hjem allerede efter den allerførste klipning.

Der er selvfølgelig en grund til, at det tager fire år at blive uddannet frisør. Derfor skal du ikke starte med at forsøge dig med en avanceret etageklipning eller en skarp “fade”. Gå efter de simple, klassiske frisurer til at starte med.

Brug YouTube som din læremester

Du behøver ikke tage et kursus for at lære hjemmeklipning. YouTube er din bedste ven. Herunder har jeg samlet et par gode videoer, der hjalp os i gang.

Når du selv skal søge, så brug engelske termer – det giver langt de bedste resultater. Søg f.eks. på:

  • “How to cut men’s hair with clippers”
  • “How to cut straight hair at home”
  • “DIY kids haircut”

Husk dog altid at se hele videoen til ende, inden du begynder at klippe. Du skal lige være sikker på, at personen i videoen rent faktisk ved, hvad de laver, før du kopierer dem!

Hvordan klipper jeg langt hår lige?

Du kan let klippe dit eget eller dine døtres hår lige over ved at følge instruktionerne i denne video:

Hvordan klipper du kort hår med en hårtrimmer?

Hvis du gerne vil øve dig, er kort herrehår det absolut nemmeste at starte med. En god trimmer med afstandskamme gør det meste af arbejdet for dig.

Her kan du se, hvordan du klipper en flot og pæn herrefrisure med maskine:

Konklusion

Hjemmeklipning er gået hen og blevet en af mine yndlings-spareråd, fordi besparelsen er så enorm over tid, og tidsforbruget er utrolig lavt, når man først har lært teknikken. Samtidig slipper vi for at skulle booke tider og køre frem og tilbage til en frisørsalon i en travl hverdag.

Skal du i gang med at klippe dit eget eller familiens hår? Eller har du allerede kastet dig ud i det? Del endelig jeres største successer (eller brølere) i kommentarfeltet!

Jeg har også skrevet en del andre indlæg om, hvordan man kan spare penge i hverdagen.

Skriv en kommentar